Kære medlemmer i BMI Svømning
Som nogen af jer måske ved, er Aarhus Kommune i gang med at renovere bassinet i Egelund Svømmehal. Planen var, at denne renoveringen skulle afsluttes, således bassinet var klar til sæsonstarten d. 25. august. I forbindelse med renoveringen er Aarhus Kommune desværre løbet ind i nogle uforudsete udfordringer, som forsinker hele forløbet.
Det betyder, at vores svømmesæson først kan starte d. 20. oktober.
Priserne på vores forskellige svømmehold, er derfor korrigeret i forhold til den forsinkede opstart af svømmesæsonen.
Vi er rigtig kede af forsinkelsen og ved godt, hvor meget i alle har glædet jer til at komme ud at svømme igen. Da det er kommunen, der styrer projektet, er det desværre ude af vores hænder, og vi kan ikke gøre meget. De har dog lovet os, at de arbejder på højtryk, så der ikke kommer yderligere forsinkelser.
Vi takker for jeres tålmodighed, og glæder os til at se jer alle til sæsonstarten d. 20. oktober.
Der er heldigvis også en god nyhed!
Selvom det er rigtig “træls”, at sæsonstarten bliver forsinket, er der dog stadig noget at glæde sig til.
Når svømmehallen åbner igen, bliver det med et nyrenoveret og rigtig lækkert svømmebassin.
Det ser vi virkelig frem til i klubben. Og det er vi sikre på, I også gør.
Derfor bliver der d. 24. oktober afholdt en Åbnings-Halloweenfest. Som de forrige år bliver det uhyggeligt, sjovt og med masser af vilde aktiviteter i svømmehallen. Derudover bliver der et hyggeområde i cafeteriet, hvor man kan købe en kop kaffe og lækkert stykke kage til fornuftige priser. På den måde kan forældre og andre interesserede slappe af, alt imens der plaskes rundt inde i svømmehallen.
Arrangementet er helt GRATIS og for ALLE, også selvom om man ikke er medlem. Det er også muligt på dagen at snakke med en svømmeinstruktør, hvis man vil have rådgivning i forhold til, hvilket hold man eventuelt vil tilmeldes.
Billede af den igangværende renovering fra 7. august